På en tidligere rejse til New York oplevede vi Yasuyuki "Yaz" Takagi spille med et band på en undergrunds-station. Yaz spiller saxofon med stor indlevelse og energi. På vores næste rejse til New York kontrollerede vi hans kalender, og så at han skulle spille samme dag som vi ankom.
Kort efter at være ankommet til vort hotel tog vi afsted mod Brooklyn til Solomon's Porch hvor Yaz skulle spille.
Vi fandt nemt spillestedet/cafeen som lå cirka ti minutters gang fra nærmeste metro-station. Der var næsten tomt da vi trådte indenfor dørerne, og den eneste fra bandet som var dukket op var Yaz selv. Vi bestilte en burger og lidt at drikke mens vi fulgte det lille drama der opstod mens Yaz nervøst ventede på sine bandmedlemmer.
Musikken startede end halv time senere end ventet, og det var med spændinger i lugten mellem Yaz og hans guitarist som var dukket op som den sidste. I lokalet som havde højt til loftet, pejs og flotte murstensvægge, var vi de eneste hvide tilstede.
Det var et par flotte numre vi nåede at høre, inden vi måtte overgive os overfor vores fremskredne træthed (vi havde været oppe i mere end 24 timer) og havde vi ikke været så trætte havde vi helt sikkert hørt sættet til ende.
Det er aftenen før vores rejse ender. Vi har været i biografen og er nu på vej ned til Smoke - en jazzklub som vi havde læst om inden vi to afsted. I døren bliver stoppet af en stor sort mand, som spørger om vi har reserveret. Det har vi ikke. Han oplyser os om at det ikke er noget problem, men at der er en "cover-charge" (entre) på $30,- pr person samt et minimumskøb af drikkevarer på $10 pr person.
Vi overvejer et stykke tid om det mon er det værd, men det er sidste aften i byen så vi vover pelsen og træder indenfor, hvor vi får anvist et bord tæt på scenen.
Der er endnu et stykke tid til sættet starter, så vi bestiller lidt at spise og ransager vores hukommelse for om der mon skulle være spor af George Coleman derinde. Vi kan nu ikke huske at have hørt om aftenens kunstner og det er først da vi kommer tilbage til Danmark at vi finder ud af hvem Mr Coleman egentlig er.
Bandet går på, lyset dæmpes ogd er spilles intenst. Coleman er en aldrende herrer, og når de andre i bandet for overladt soloerne, stiller han gerne saxofonen på gulvet, tager sin drink og læner sig op ad væggen.
I en af sine mange soloer imponerer Coleman ved at spille et par minutter uden at holde pause - uden at der er pauser i lyder. Han benytter samme teknik som når en aboriginal spiller didjerdoo.
Efter en lille time er det slut. Bandet og Mr Coleman har spillet tre-fire numre. Regningen kommer, vi betaler og forlader stedet...men når da lige at få taget et billed sammen med Mr Coleman, som godt kender til København, og selvfølgelig har spillet på hedengange Montmartre
Tekst og billeder ©Copyright Thomas Boesgaard
Denne side er senest opdateret 5. oktober 2006 00:00
mindblob.net