Isklatring i Lillooet

Tekst og billeder af Thomas Boesgaard

"Vores tur til Seattle bliver alligevel til noget - skal du med?" Jeg havde en dag til at bestemme mig. Med frihed og indtægt som arbejdsløs var valget nemt. Tre uger senere kunne jeg læne mig tilbage i sædet på Business Class, ved siden af Anders Strange og Bo Nortvig, med udsigt til ti dages isklatring og skiløb.

Vores første plan var at blive i USA og klatre is i Cascades Mountain Range. Men Seattle ligger kun få timer fra Canada, og efter lidt research på nettet havde vi besluttet at køre op cirka fire timer Nord for Vancouver, til en lille by som hedder Lillooet.

Seattle huser en mængde grej-butikker og noget så interessant som en boghandel der kun forhandler bøger om klatring. Desværre havde ingen af grejbutikkerne den guidebog på lager som vi havde brug for, og den meget interessante boghandel havde lukket mens vi var der. En smule udbrændte oven på jetlag og de forgæves indkøbs-forsøg, købte vi en kasse Miller (øl), tastede Lillooet ind på GPS'en og kørte derudaf.

Terrænnet skiftede hurtigt karakter efterhånden som vi kom Nordpå. Den mangesporede motorvej blev til landevej, og industrivartererne og bilforhandlerne til marker og horisonten en udsigt til sneklædte bjerge. Inden længe var vi oppe i selvsamme bjergene, og kørte mellem grønne bjergsider, blanke klippevægge og en skummende flod i bunden af det hele.

Det var tidlig eftermiddag da vi ankom til Lillooet. En gammel by som for hundrede år siden var kendt for de gode muligheder for at vaske guld i den nærliggende flod. Nu var den hjemsted for en håndfuld skovarbejdere, lidt indianere, to kinesiske restauranter og en række skæve personligheder. Vi havde en reservation på et af byens tre moteller, og ved indcheckningen fik vi at vide at der var andre isklatrere på motellet, og at isklatreren Don Serl ville ankomme senere. Don Serl? Jo, det var jo forfatteren til den guidebog som vi skulle bruge. Vi nævnte at vi gerne ville tale med ham, og senere på eftermiddagen bankede selvsamme Don serl på døren, og vi fortalte om vores uheldige guidebogs-situation og aftalte at spise aftensmad sammen. Don var oppe for at indsamle information til den næstkommende udgave af hans guidebog. Vi fik en masse beta og anbefalinger, og endte med at låne en guidebog af Don's klatremakker.

Marble Canyon

Første dag på is i Canada for os alle, og første dag på is for mig overhovedet. Tilgangen til Marble Canyon er via en frossen sø, hvor vi kunne ane en flok is-fiskere og gamle sne-scooter-spor. Marble Canyon er et godt "komme-igang-sted", da man via en lille sti kan sætte topreb på de fleste af ruterne. Det øger selvfølgelig også stedets popularitet, og man kan tydeligt se huller og hylder fra tideligere klatrere. Vi var heller ikke alene om ruterne, men delte dem med et canadisk kursus.

Anders satte topreb på den nemmest tilgængelige rute, som ikke allerede var optaget. Bo og jeg kiggede tvivlsomt på den linie som rebet blev kastet ud over. Det så svært ud og ifølge guidebogen var det WI5. Bo fik lov at prøve først. For rigtigt at komme i gang på ruten, skulle man forbi et hul ind i klippevæggen, hvor isen endnu ikke var nået forbi. Den smule is som var nået ned over hullet var tynd, og var mere i vejen end til gavn. Bo fik kæmpet sig op så han stod med fødderne i den nederste del af hullet. For at komme videre skulle han traversere til højre. Isøkserne havde ikke meget at bide i, så det blev ren balance-klatring. Da Bo endelig komm ud til højre hvor isen var tyk nok, var pumpet fra den hårde start gået i armene, og efter et par spæde forsøg på at komme videre, pendulerede Bo af ruten.

Så blev det min tur. Jeg havde vidst det rigtige udstyr på fødderne og i hænderne, og tyve minutter tidligere fik jeg vist hvorledes en økse skal svinges. Det tog lang tid at komme op til hullet, og på traversen følte jeg mig ikke særligt tryg. I hovedet havde jeg et billede af hvorledes min højre steigeisen skærer sig igennem min venstre læg, mens den ene økse mister grebet, og slår mine fortænder ud. Jeg bevægede mig meget langsomt og meget forsigtigt til højre, med en knap synlig skridtlængde. Så var det overstået, og rystende af spænding, komm jeg en halv meter op, mistede fodfæstet og røg ukontrolleret af væggen hængende sidelæns, og noget overrasket. Da Anders kommer til ser det noget lettere ud. Efter et par kontrollerede hæng er han til tops, og efter en kort pause klatrede han hele ruten uden problemer.

The Rambles - rambles right

Vi nåede et par succesfulde ture mere på Marble Canyon, inden den varme bil, kolde øl og et par saftige burgere skulle nyde. Næste dag var der lidt mere eventyr over det, da vi tog til "The Rambles". Vejbeskrivelsen sagde 26 kilometer syd for Lillooet ved en sne-scooterbro. Vi holdte øje med både broer og kilometer-tæller. Men i sidste ende hjalp det nok at der holdt en stor firhjuls-trækker med klatre-logo-klistermærker på en lille plads ved en lille bro. Vi pakkede ud, og kunne heldigvis se fodspor i sneen og forberedte os på den næste times tilgang op ad en ravine. Anders havde valgt at tage komplet klippegrej med, og svedte synligt. Den morgenkolde luft var nu udskiftet med den varme en slidende krop producerer. Mens vi smed dunjakkerne satte vi også jern på støvlerne, og gik derefter de sidste par hundrede meter op gennem den stejle og isglatte skovbund. Vi kom naturligt op til "Rambles right" hvor vi mødte ejeren af den store firhjulstrækker. Han klatrede sammen med sin kæreste, og foreslog hentydningsvis at vi istedet kiggede på "Rambles right". En lille ekstra gåtur, og vi stod ved foden af det som skulle vise sig at være en tre-reblængders rute ved navn "first step".

Bo etablerede en standplads, og Anders gik straks i gang med klatringen. Det var noget nemmere terræn end første dags klatring, og Anders fik hurtigt lagt afstand til os inden han ude af syne råbte "Sikret". Jeg fulgte efter som tredjemand, selvom Bo og jeg klatrede mere eller mindre parallelt. Vi havde begge skruer at rense på hvert vores reb, men fulgte stort den samme linie. Så mens jeg lod Bo få lidt afstand, kunne jeg dels prøve at regne ud om jeg ville få hans steigeisen i hovedet hvis han skulle falde, og dels nyde den køligt hårde fornemmelse det er at få en masse is i hovedet. Is som jo typisk kommer mens man er midt i en svær bevægelse, eller står og fjerner de skruer som førstemanden har sat midt i crux-bevægelserne.

Men ellers var det her klatring som jeg kunne følge med på, og derfor også nyde lidt mere. Omgivelserne bestod af nåletræer, et isfald formgivet som kun naturen kan levere ægte æstetik og bag mig et kig op til bjergsider belyst af frostklar sol. Da jeg endelig kom op til standpladsen kunne jeg skimte endnu en fantastisk reblængde foran mig, mens der bag mig åbenbarede sig en åben og luftig udsigt ud igennem den slugt med den vej som vi havde kørt på hertil.

Næste reblængde var en anelse mere vedvarende, med nogle korte lodrette passager. Dejligt og udfordrende, og denne gang sluttede vi lige hvor næste reblængde startede omkring et hjørne. Her blev det straks sværere, med en meget glas-agtig is og et voldsomt gardin af istapper til højre for ruten, som man bare skulle holde sig langt væk fra. Anders fik igen ære af at føre, men kom lidt på afveje i starten af ruten. Skulle han fortsætte eller skulle han fire af? Efter at have vurderet situationen satte han en isskrue til, og fortsatte op, rundt om hjørnet og ude af syne. Det eneste vi nu mærkede til Anders var når der skulle gives reb ud eller når der dumpede en klump is ned i hovedet på Bo.

I den trygge ende af rebet var det en god afslutning på dagen med lidt udfordringer. Det var en kortere reblængde end de to første, men til gengæld var det tæt på lodret og isen var væsentlig vanskeligere.

The Rambles - rambles left

Vi havde udset os den rute hvor vi havde mødt kæreste-klatre-parret dagen forinden. Vi kendte vejen, og var hurtigt ved ruten. De første to reblængder var noget mere vedvarende end dem vi havde klatret dagen forinden, men stadig i den nemme ende af skalaen. Efter anden reblængde var der en udfordrende gang is- og sne-scrambling i mindre stejlt terræn. Vi kom op til det der skulle være sidste reblængde, men fandt det for vanskeligt og for dårligt formet. Det havde egentlig også været to gode reblængder, så vi gik forsigtigt tilbage i vores spor og firede af.

Det endte så med at blive vores sidste dag med isklatring. Næste dag ville vi videre mod Whistler og fandt vi noget is på vejen ville vi klatre det. Desværre havde det ikke været den optimale sæson. Så de isfald vi passerede på vejen var enten meget vanskelige, dårligt formet eller slet ikke formet. Så vi valgte at køre direkte til Whistler, som jo byder på ganske fantastisk ski- og snowboard-kørsel. Men det er vidst en anden historie.

Praktisk info